Smartlog v3 » Fra Mor til kvinde - om lidt af hvert.....
Opret egen blog | Næste blog »

Så har jeg "bygget" nyt hus

1. Jan 2011 15:07, Moster Tulle

og jeg byder dig velkommen på bloggen

 

http://framortilkvinde.blogspot.com/

 

Tak for 5 dejlige år her på smartlog :-)

Jeg er her stadig, men

31. Dec 2010 16:20, Moster Tulle

synes at den 1. januar er en meget passende dato at flytte på - nyt år - ny blog....

For 22 år siden var jeg til nytårsfest hos en bekendt og lige siden har jeg været sammen med manden min og elsket hvert sekund af det. Så nytårsaften er ikke "bare" nytårsaften for os, men også en dag, vi hvor vi fejrer hinanden og kærligheden. 

Vi valgte i år at være hjemme for at være tæt på det sted, hvor vores 17-årige datter er til fest og glædede os til en stille nytårsaften med vores 2 yngste unger + en enkelt kammerat, men planer er til for at ændres, så nu er både ældstedatter og yngstesøn  ude og "føjte" og tilbage er blot "Far, Mor og Barn"....det bliver en meget stille nytårsaften med ufattelig meget mad....

Yngstedatteren har ellers i årevis talt om, hvor skønt det bliver når hun er den eneste tilbage i reden, men lige nu savner hun bare sine søskende (og havde de været her, havde de sikker småskændtes, men på den kærlige måde ;-).

Rigtig godt nytår til dig, der læser med herinde - Vi "ses" til næste år

Jeg tror, jeg flytter

25. Dec 2010 13:34, Moster Tulle

er træt af Smartlog - rigtig træt af teknik, der ikke fungerer og spam i så rå mængder, så det tager pusten fra enhver.

Jeg har luret på blogspot og det bliver nok mit valg med mindre nogle har andre forslag?

Mænd og næser.......

22. Dec 2010 18:26, Moster Tulle

Nu er det ikke et tilfælde længere - og helt ærligt synes jeg det er lidt småklamt....

Yngstesønnen og datteren har samme lærer - en supergod lærer, der virkelig forstår ungerne og forstår at lære fra sig. En af de lærere man føler sig tryg ved at ens unger har, men han piller næse.....Jeg har lagt mærke til det flere gange til forældremøder, konsultationer m.v. - ikke at han sidder og graver dybt efter "guld"....næ, mere sådan en jeg klør mig lige lidt inde i næsen. Og det gør han så i øvrigt stort set hele tiden under møderne for så at slutte af med at give hånden til farvel.

Havde en sælger forbi i dag på arbejde, som jeg lige småsnakkede lidt med - hele tiden stod manden og nussede/pillede sig i næsen og jeg nåede at tænke, at det var rart, at jeg ikke var på "håndtryk" med ham, men jeg gjorde regning uden vært for manden stak næven frem for at ønske et formelt "glædelig jul" og så måtte jeg jo gøre det samme. 

Og så er det, jeg er så glad for at have min lille sprit - i lommen, på skrivebordet, i bilen og jeg bruger den flittigt. 

 

I morgen er det jul!

21. Dec 2010 20:42, Moster Tulle

Nå ja, måske ikke sådan helt, men i morgen når klokken rammer 16 er jeg den, der står klar ved døren til at sætte alarmen til og spurte hjem fra arbejde og NYDE 6 fantastiske fridage med min skønne familie.

Jeg håber, at jeg kan lokke manden min til at flexe lidt, så han har klaret en stor del af indkøbene, når jeg kommer hjem.

Og så skal vi bare lade julen falde ind over os....suge den til os....nyde den og samværet...kærligheden....og bare det at være.....

Huskede jeg at sige, at jeg elsker julen (og min familie) og det faktum, at jeg først skal på arbejde igen den 29. december ?

Ah, hvor gør det godt....tal lige om forventningens glæde 

Stilhed...og den nydes

19. Dec 2010 11:34, Moster Tulle

Huset er helt stille - mand + døtre er kørt ud for at købe julegaver - søn og hunde sover og jeg nyder stilheden med en kop te ved min side og overvejelser om jeg lige skal arbejde lidt, lave lidt småkagedej klar eller bare lave....ingenting.....for hvor tit laver en mor til 4 med fuldtidsjob + eget firma ved siden af

I - N - G - E - N - T - I - N - G?

Jeg kan godt røbe svaret....det er aldrig og helt ærligt ved jeg ikke lige hvad jeg skal gøre ved min frihed, så jeg ender sikkert med at arbejde....fjols, det er hvad jeg er....

God søndag til dig - med eller uden stilhed :-)

Spam og Smartlog.....

18. Dec 2010 09:30, Moster Tulle

Jeg skriver ikke meget herinde længere - det er vel en kombination af at have for travlt på arbejde, bruge facebook og så også fornemmelsen af, at Smartlog er ved at uddø.

Ser man på "seneste indlæg" er de oftest en gang spam og der bliver længere og længere imellem de rigtige indlæg. Derudover står jeg hver morgen op til en 4-5 kommentarer til min blog - det kunne være hyggeligt, hvis det ikke også bare var spam, så jeg sletter løs hver morgen. 

Øv, at det skulle gå sådan - lige nu overvejer jeg om jeg skal flytte eller helt opgive min blog.

Vores lille engledreng....

11. Dec 2010 11:25, Moster Tulle

I går ville han være fyldt 6 år, vores smukke lille engledreng, som vi ikke fik lov at beholde....

Tiden læger alle sår, siger man, og det er på sin vis også rigtigt - for første gang i 6 år har jeg ikke time for time i tankerne gennemgået forløbet, men "kun" tænkt på ham løbende de sidste dage.

Omvendt skal jeg stadig bare tænke på ham og så sniger tårerne sig frem i øjenkrogen og knuden i maven (og hjertet) kan igen mærkes.  Han vil altid mangle, altid - vores lille efternøler, som aldrig fik lov til at blive en rigtig del af vores familie og alligevel fylder han meget hos os alle og er på sin egen, helt specielle måde en stor del af vores familie. 

Gosh, hvor ville jeg gerne være i gang med at udfylde skolepapirer, så han kunne starte i 0. efter sommerferien, hvor ville jeg gerne have tømt Toys 'r Us for legetøj til hans fødselsdag, hvor ville jeg gerne have trukket ham i kælk over sneen og bygget en snemand med ham, i stedet må vi nøjes med at bære ham i vores hjerter og tænde lys for ham. 

Livet er bare ikke altid retfærdigt.......

 

Svigermor - vol. II

5. Dec 2010 09:56, Moster Tulle

Åh ja.....

Da vi lavede middag spillede svigermor spil med pigerne, men da kl. var 19:00 tændte hun for nyhederne. Vi synes ikke en 10-årig pige behøver få kastet alle verdens ulykker i hovedet, så vi ser aldrig nyheder før hun sover. Men det er svigermor ligeglad med - hun skulle se nyheder og sådan blev det. Desværre opdagede jeg det først efter 20 minutter......

Da svigeren skulle ned af trappen i går begyndte hun at mumle om at det da var en mærkelig trappe....øh, det er den trappe, der har været her i alle de år vi har boet her. Næ nej, det var en mærkelig trappe med et mærkeligt gelænder....ja, ja så har vi hørt det med.

For at få et par timers time-out satte vi Mama Mia DVD'en på og typisk svigermor mente hun at Madonna og Antonio Banderas skulle have spillet rollerne. Indrømmet Pierce Brosnan synger absolut elendigt, men nu er det jo bl.a. ham og Meryl Streep, der er med og så behøver man vel ikke under filmen sidde og diskutere, hvem der hellere skulle have været med....

Og nu - jubiiii - er konen gået på toilettet medbringende mit seneste lækre katalog fra Louisiana....Jamen hip-hip-hurra for lokumslæsning :-/ og har samtidig meddelte at hun helst ikke vil tage bad i vores gæstetoilet, da hun synes bedre om vores badeværelse (som ligger i forlængelse af vores soveværelse). Jamen, Svigermor, du er da så velkommen i mine private gemakker....jeg ved jo, du med glæde kigger i mine skabe, men pyt vi er jo familie....grrrrr :-(

Arghh.....Svigermor, så gå dog hjem!

4. Dec 2010 16:24, Moster Tulle

Svigermor er på besøg - hun var været her i 2 timer og jeg er allerede klar til at kvæle hende....

Hun har frossen dej med, som hun vil bage med ældstedatteren (nej, ikke yngstedatteren, men hun har dog på vanlig vis møvet sig med i bagningen).

D.v.s. jeg, der skulle bage og gøre klar til fødselsdag for en masse mennesker i morgen er indtil videre forvist fra mit eget køkken. 

Alt er galt - vores ovn bager "forkert", vores knive er sløve ("så nu sliber vi lige de sløve knive"), hun spørger hele tiden børnene om vi ikke har det eller det og hvis de siger nej, kommer det "det er da underligt, det må i have".

ARGGGG - jeg havde glemt hvordan det var og sidder her med spirende mavesår og en masse agressioner. 

Fortsættelse følger, for jeg ved der kommer mere, meget mere, inden vi slipper af med hende mandag morgen

JUL - jeg elsker den....

2. Dec 2010 20:18, Moster Tulle

Jeg elsker julen, det har jeg altid gjort - dog har december fået et lille "twist" efter vi for nogle år siden mistede vores lille ønskebarn netop i december.

Men glæden ved december er efterhånden tilbage, livet er jo for de levende og heldigvis har vi nogle skønne levende børn, foruden vores lille engledreng. 

Den glæde som især vores piger lægger for dagen, når der skal pyntes og planlægges, bages og laves konfekt er skøn. De går op i det med liv og sjæl og det smitter....selv en stresset mor må lade sig indfange. 

Pyntningen foregår altid første søndag i advent, uanset hvornår denne første søndag falder. Så huset er fint og julepyntet nu....ældstedatteren mener bestemt, at vi bør købe og installere juletræ snarest muligt, så vi rigtig kan få glæde af det. Men lige dén del er jeg ikke enig i. Købe det, ja...installere det, ja, men først den 23. december. 

I morgen går det løs med julefrokost på jobbet - glæder mig, men tænker samtidig at det ville være skønt bare at nusse rundt og julehygge med ungerne. Der er dog heldigvis nogle afspadseringsdage i vente, så vi når det helt sikkert....og nu skal man jo heller ikke bage og lave konfekt for tidligt for så er der ikke noget tilbage til jul....de der nisser kaster sig jo over alt sødt i denne tid ;-)

Av min kæbe

7. Nov 2010 13:39, Moster Tulle

Jeg har ondt i min kæbe - det startede for en lille uge siden og var i dag så slemt, så jeg valgte at køre forbi lægevagten.

Hun kiggede på mig og konstaterede, at hun ikke kunne gøre noget - jamen godt så - hvad så?

Kontakt din egen læge i morgen, så må hun henvise til "noget"....

Imponerende hvilken viden en person, der har læst i 7-8 år kan komme op med.

Så nu lever jeg på smertestillende og flydende kost, for det at tygge er bestemt ikke nogen fornøjelse. 

Bornholm, Bornholm, Bornholm

3. Nov 2010 18:53, Moster Tulle

Det kan ikke være helt normalt, det her - jeg sidder og planlægger sommerferie 2011 eller rettere jeg sidder og håber på at 4 ting går op i en højere enhed:

  • Jeg får ferie i en bestemt uge
  • Manden min får ferie i en bestemt uge
  • Vi kan leje en helt bestemt lejlighed
  • Vi leje lejligheden i en bestemt uge
Og ja, det er jo selvfølgelig den ene og samme uge.

Altsammen fordi vores ældste datter ønsker sig sin 18-års fødselsdag på Bornholm, hvor hun har holdt fødselsdag de sidste 4 år. 

Men her sidder jeg med en lang mørk vinter foran mig og drømmer mig til Bornholm om 9-10 måneder.....der er godt nok længe til....

Jobbet

31. Oct 2010 17:54, Moster Tulle

Jeg har taget en uddannelse indenfor sundhedsvæsenet - EPIC FAIL set i lyset af de seneste 9 måneders ansættelsesstop og fyringsrunder.

Jeg søgte job inden for mit nye fag og flere gange fik jeg beskeden at stillingen var nedlagt og derfor ikke skulle besættes alligevel. 

Heldigvis søgte jeg også jobs i det private erhvervsliv og har været så heldig at få job på en privatklinik, stadig indenfor sundhedssektoren og her blæser straks andre vinde. 

  • Et firma i super fremgang
  • Firmadage med fantastisk mad og gaver
  • God løn
  • God pension
  • Bonusordning
  • En positiv og livsbekræftende atmosfære
  • Skønne kollegaer og glade patienter

Er jeg glad? 

Det tror jeg på - jeg elsker mit "nye" job :-)

Det evige savn

30. Oct 2010 17:09, Moster Tulle

Inderst inde i mit hjerte må jeg være bornholmer eller måske jeg har været bornholmer i et tidligere liv?

Da jeg var 17 var jeg på cykeltur på solskinsøen, det var primært hård trampen i pedalerne og forsøg på at leve så billigt som muligt, så det var ikke dengang jeg tabte mit hjerte.

Det gjorde jeg til gengæld ca. 25 år senere, da jeg med familien drog til Bornholm og blev forelsket. Ikke bare jeg blev forelsket, det gjorde hele familien. 

Vi faldt for Bornholm med et plask, der sandsynligvis kunne høres helt til Nordsjælland. Men vi lod som om vi ikke var ramt i hjertet, så næste års ferie gik til Grækenland. Men da vi nåede juni måned kunne vi alle mærke, at en sommer uden Bornholm ikke ville være en rigtig sommer, så der blev lynbooket en mini-ferie. Miniferien var dog ikke "rigtig" - det var ikke det rigtige sted, den rigtige by, vi boede i, men det smagte dog lidt af fugl (sild?).

Siden har vi været det rigtige sted hvert år og vi kommer det helt sikker så længe vi kan. 

Vi har været omkring overvejelser om at rykke pælene op og flytte derover, men det er blevet ved planerne, for alle vores børn skal indenfor en 10-årig periode videre i deres uddannelse og det vil vi gerne gøre så nemt for dem som muligt. Så vi bliver hvor vi er og drømmer om somre på Bornholm. 

En dag går drømmen om et pragtfuldt sommerhus med havudsigt måske i opfyldelse - vi håber det, men indtil da er vi glade for at kunne leje os ind i det samme pragtfulde sted hvert år. 

YES!!!!!

21. Jun 2010 23:45, Moster Tulle

Jubiii - så blev jeg færdig med den uddannelse jeg startede på for knap 2 år siden.

Klapper mig selv på skulderen og glædes over at det hele er vel overstået og at jeg trods sygdom formåede at gennemføre.

Sådan!

Ingen kender dagen......

27. May 2010 16:45, Moster Tulle

Jeg har været trist hele dagen efter at have læst en anden kvindes blog, men min tristhed er intet mod den katastrofe, der har ramt en af Danmarks dejligste kvinder og hendes lille familie.

Intet jeg siger, intet jeg skriver ændrer det faktum, at familien er blevet en færre. Pludseligt og uventet og det er så uforståeligt.

Det gør mig så frygtelig ondt for dem, ondt, ondt, ondt - ondt langt ind i sjælen på en måde jeg slet ikke kan fatte, kun frygte og tænke, at hvis det var min elskede, der blev revet så pludseligt fra mig, så ved jeg ikke hvordan jeg skulle komme op og videre. 

Marianne er en af de stærkeste kvinder jeg kender - og så kender jeg hende ikke engang IRL - og jeg håber, hun finder styrken til også at komme gennem dette. 

Mine tanker er hos den lille familie, der nu skal finde ud af at komme videre uden deres elskede mand og far.

 

 

Pinse....

22. May 2010 11:23, Moster Tulle

OK - hvis jeg kun skal skrive ved højtiderne bliver det meget lidt, der kommer til at ske og det ER jo i øvrigt heller ikke meget, der sker her på bloggen.

 

Siden sidst har vi konfirmeret yngstesønnen, en dejlig dag med dejlige gæster, god mad og masser af hygge.

 

Og ellers går det meste op i arbejde, hovedopgaver, mere arbejde og så selvfølgelig de helt gængse ting der nu engang hører med til at være forældre og en familie. 

 

Glæder mig afsindigt til opgave er afleveret og eksamen overstået, men der er stadig en god måned til. 

 

Glæder mig også til det forhåbentlig bliver sommer - i dag er det lunt, men med skyer, der lige så godt kan indeholde regn ligger truende og tungt over det hele. Men vi håber....senere måske....senere....bare lidt sol

Påske......

4. Apr 2010 14:40, Moster Tulle

Påsken 2010 vil sandsynligvis gå over i historien som den Påske, hvor vi svigtede børn, familie, hunde, have og al selskabelighed fuldstændig.

Vi har et projekt igang, en webshop, som har taget så meget længere tid end forventet. Ikke pga os, men pga en ekstern leverandør, som gang på gang er blevet overrasket over vores krav til systemet. Ikke at det ikke var lagt frem allerede på første møde, men nok mere noget med kommunikationen i firmaet.

Men vi er - endelig - ved at være ved vejs ende og glæder os til at åbne. Shoppen er blevet perfekt, lige som vi drømte om, selvom vejen dertil har været lang og trang.

Med andre ord : Fødslen var hård, men barnet er smukt og velskabt :-)

Det har været fuldtidsarbejde+ - lange, sene aftener og nætter er taget i brug, ældstedatteren har gang på gang fremtryllet lækre retter, så familien fik noget at spise. Tænk engang, at have sådan en skøn unge, der lige træder til og sørger for familien - hvor er vi heldige.

De 2 yngste har fået fri spilleret på deres bærbare, så det bliver en kold tyrker, når vi igen er på banen og har tid og overskud til at styre begivenhederne.

....jeg glæder mig allerede til næste Påske....hvor skal vi slappe af, gå ture, ordne haven og se familie og venner ;-)

Alt for mange tanker....

15. Mar 2010 22:41, Moster Tulle

Havde lovet mig selv at skrive lidt mere på bloggen - bare sådan for min egen skyld, men overskuddet er der ikke.

Jeg kæmper mig gennem dagene med sygdom som følgesvend og føler mig som en medicinsk testperson når jeg igen-igen prøver en ny medicin som forhåbentlig kan slå den sygdom, der huserer i min krop, ned.

Jeg bruger al min energi på mit job, på min familie og på bare at være og jeg hader det.

Hader, ikke at være sund og rask og gøre alle de ting, som er oppe i mit hoved, men som bare ikke bliver til noget lige nu.

Øv-bøv for et trist indlæg det her lige blev....sorry, hvis det spolerede nogens gode humør

 

Kong Vinter - OVERGIV DIG!

16. Feb 2010 13:12, Moster Tulle

Kong Vinter, overgiv dig nu bare....

Jeg gider dig faktisk ikke længere, jeg trænger til

  • at være fri for at bekymre mig over om jeg kan komme fra A til B uden at blive fanget i en snestorm
  • at slippe for at se min olie og brænde beholdning forsvinde som dug for solen....og dermed også mine penge
  • at slippe for at fryse når jeg flytter mig fra brændeovn og tæpper
  • at slippe for at skrabe is og sne af bilen
  • at mærke bare en lille smule forår
  • at se vintergækker og erantis
  • at se min græsplæne
  • at putte lidt forårsblomster i krukker

Ja, kort sagt

JEG SAVNER FORÅRET SÅ GIV MIG NU MIT FORÅR!

Vi kan godt lave en aftale, hvis du lover at overholde den: Du får lov til at husere måneden ud med kulde og sne, men den 1. marts er det slut - du går i dækning og bliver der de næste 14-15 år.....

 

Swoush!

17. Jan 2010 14:15, Moster Tulle

Ja, sådan føles det - ugen er bare forsvundet, den ene dag har lynhurtigt taget den den anden og pludselig var det weekend....og nu er det (desværre) meget snart mandag igen.

Ingen store armbevægelser i denne uge, udover det sædvanlige og lige nu laver jeg denne diskrete overspringshandling for at undgå resten af søndagsrengøringen.....gider godt nok IKKE gøre rent. Men jeg ved, jeg SKAL og lige om lidt gør jeg det også for ellers fungerer vores hverdag ikke.

D.v.s. jeg er nu ret sikker på at både mand og børns hverdag er ret upåvirket af, om her er nullermænd i krogene og snavsede gulve, men min hverdag fungerer bedst, når her er rent og pænt, så jeg smutter igen.....gulvskrubben kalder :-)

De der kilo.....

11. Jan 2010 19:42, Moster Tulle

De sneg sig på igen, gjorde de....ikke alle 11, forstås, men 3-4 af dem sidder lige nu pænt fordelt på mave og numse (tror jeg).

De får dog ikke lov til at blive, ikke tale om, for jeg ved jo hvor let det ene kg tager det andet, så jagten sættes snart ind igen.

Lige nu er vi ved at (gen)indføre "sund kost", så et skridt af gangen og med sund kost forsvinder jo også kalorier, så måske går det hele af sig selv.

 

En lykkelig weekend

10. Jan 2010 23:05, Moster Tulle

Alle 4 unger hjemme og under samme tag, hvor er det dejligt, selvom ældste, der ellers er flyttet hjemmefra har indtaget kælderen med teenagerens selvfølgelighed og troen på at han - igen - er kommet til et 5-stjernet hotel ;-)

Men pyt, forældrene lever med at være tjener, kok, butler, you name it, for det kan ikke overskygge glæden ved at vi alle er samlet, selvom det bare er for en weekend.

Så gik den første uge

10. Jan 2010 17:02, Moster Tulle

Det nye år er stadig nyt, en hel uge og lidt til er vi inde i det og et af mine meget få nytårsfortsætter er at forsøge at få skrevet lidt her.

Ugen har været stille og rolig med arbejde og skole. Yngste holder stadig lav profil efter lang sygdom, så der var ingen fritidsaktiviteter til hende, hvilket vist bekom hende ganske vel, da hun p.t. er angrebet af sygdom igen.

Denne sygdom er dog ikke en, der kureres af en læge, men en sygdom, en afhængighed af nettet og specielt et enkelt forum for børn/unge. Fik hun lov ville hun sidde der 24/7, men lov...det får hun ikke.

Vi har frosset i den forløbne uge, ikke bare når vi var ude, men derimod her, hjemme i vores stue, hvor varmen slet ikke har kunnet følge med. Jeg ved godt hvorfor - ruderne burde skiftes til super-lav-energi eller noget i den retning, men vi har ikke lige "tid" og det er jo trods alt sjældent det er så koldt.

Vi har godt nok gulvvarme i en del af stuen, men det er vist penge lige ud af vinduet, da vi tvivler på den helt geniale isolering, så den undgår vi helst at bruge.

Ellers en stille og rolig weekend, hvor vi har nydt at have alle 4 unger hjemme og under samme tag. Havde helt glemt HVOR meget ældste spiser, så køleskabet er tømt godt ud og især mælkeafdelingen har vi måttet supplere op.

2009 - ikke mit bedste år.....

3. Jan 2010 21:31, Moster Tulle

Nu er vi vel ude af det og jeg kommer ikke til at savne det, men jeg kommer heller ikke til at glemme det.

Overordnet set var det et OK år, men det er så også det.....

Allerede i januar blev jeg ramt af sygdom og den har endnu ikke sluppet sit tag i mig, selvom det absolut er blevet bedre.

En masse medicin, lægebesøg og fravær fra arbejde blev konsekvensen, men heldigvis har jeg en god arbejdsgiver, så det har ikke været noget problem (bortset fra min fornemmelse af utilstrækkelighed og dårlige samvittighed).  At kommunen så hele tiden skal "pisse territoriet af" på trods af lægeerklæringer m.v. er så en anden sag, som vist primært skyldes "reglerne".

Finanskrisen har også været forbi her, desværre - der blev længere mellem opgaverne i mandens firma og det har været et hårdt år, op af bakke.

Mit lille fritidsprojekt er derimod gået forrygende, så ingen klager på den front.

Et dødsfald i den allernærmeste familie skulle vi også opleve - så mærkeligt, at jeg sidste år, nytårsaften stod og sagde, at vi skulle være glade for hvert år vi havde vores gamle forældre.....en af dem faldt så fra i 2009 og vil altid være savnet.

De sidste måneder af året har været præget af sygdom hos yngste, som har været indlagt et par gange uden nogen har fundet ud af noget og nu er hun tilsyneladende frisk igen....men hårde måneder, med mange bekymringer.

Ellers er året vel i bund og grund bare gået af sig selv - vi var en skøn tur til Norge i pragtfuldt sommervejr og en lige så skøn tur til Bornholm i (næsten) lige så pragtfuldt sommervejr - dejlige ture, vi havde brug for. Og endelig her til allersidst i 2009 var jeg så heldig at have fri fra 18. december og til i morgen, 4. januar.....en pragtfuld lang og velfortjent ferie.

Men 2009 var bestemt ikke vores år, så vi byder 2010 velkommen med åbne arme og lyst sind.

2010, hvor der venter en konfirmation, en eksamen, en lille fætter eller kusine og forhåbentlig en masse andre dejlige oplevelser.

Godt nytår til jer alle

 

Hmm....jeg mangler 3 måneder!

27. Dec 2009 01:34, Moster Tulle

Sad og læste lidt tilbage på bloggen her og opdager til min skræk at 3 måneder er forsvundet ud af 2007.

Hallo, Smartlog, hvor har i gjort af mit liv?

En dejlig jul anno 2009

27. Dec 2009 00:58, Moster Tulle

Julemåneden har været præget af sygdom og indlæggelse af yngste, så vi nåede aldrig at pynte rigtig op til jul, og da den 23. oprandt, syntes vi at det var lidt fjollet at bruge timer på oppyntning blot for at tage det ned nogle dage senere.

Stuen er pyntet, men det er så det....og kalenderlyset ligger lige så fint i cellofanen og blev aldrig monteret med mos, glimmer og små nisser i den dertil indrettede skå, men pyt, jul blev det jo alligevel.

Lillejuleaften blev tilbragt i selskab med Farmor, som vi ikke skulle være sammen med juleaften. En stille og rolig aften med lækker ost og rødvin og en lille smule gaveudveksling - for børnenes vedkommende med en pengehøst :-).

Juleaften blev tilbragt med vores egen lille (store) familie og med besøg af Morfar - maden blev lækker, ris á la manden genialt god (når jeg - kokken - skal sige det selv) og vi havde en skøn og dejlig aften, med børn, der var glade for deres gaver.

Som traditionen foreskriver sluttede vi aftenen med en mad med rugbrød, fedt, flæskesteg, sovs, rødkål og svær....ikke at vi var sultne, men en tradition er en tradition.

Første juledag er det blevet tradition at holde julefrokost med den nærmeste familie og vi hyggede som sædvanlig og spiste god mad.

Mad, mad, mad og atter mad......Hmm...2. juledag har vi vores "gå-rundt-i-nattøj-hele-dagen-dag", hvor vi midt på eftermiddagen laver en lækker julefrokost blot til os selv.....Mums, den var god og bagefter var der spil, slik og konfekt. Dagen blev sluttet af med en god film og nu er det vist ved at være sovetid.

Dagen i morgen bringer desværre jagten på en 16GB Ipod i lilla.....umulig at opdrive inden jul og sikkert stadig umulig at opdrive....

Glædelig jul

24. Dec 2009 10:34, Moster Tulle

Det er ikke blevet til meget i år, meget arbejde og nok også facebook har gjort sit til at indlæggene har været begrænset, men jeg er her stadig og vil naturligvis benytte lejligheden til at ønske

En rigtig glædelig jul til jer alle

Mission accomplished - 11 kg. er tabt :-)

11. Sep 2009 23:34, Moster Tulle

Så er målet endelig nået - jeg har tabt de 11 kg. jeg ønskede at komme af med.

Det har taget mange tilløb, før der endelig skete noget, men fra 1. januar til nu er de 11 kg. så endelig røget af og ikke ET af dem, får lov til at sætte sig fast igen.

Derimod sidder der en lille djævel og hvisker: Sku' vi ikke lige tage 2 kg. til?

Men det ved jeg nu ikke om kan lade sig gøre og lige nu er jeg bare svært tilfreds med et vægttab på 11 kg. på godt 9 mdr.

......min eneste undren er at jeg ikke synes jeg ser ret meget tyndere ud end da jeg vejede 11 kg. mere.....hvem der havde taget et før-billede som kunne sammenlignes med et nu-billede.

Men 11 kg - ELLEVE - det er bare for lækkert :-)

Moster Tulle
Moster Tulle

Billederne

Kloge ord fra tidligere

Tags

Arkiv

Relaterede