21. mar 2009 16:25, Moster Tulle
Manden og jeg skulle ud at spise i går aftes, ikke noget fancy, bare den lokale, men det er jo altid rart at komme ud UDEN børn....lige så rart som det til andre tider er at være ude MED børn.
Vi havde bestilt bord, så alt var i sin skønneste orden, bortset fra at vores bord var placeret i børneafdelingen eller i hvert fald i den del af restauranten, hvor alt legetøjet til fri afbenyttelse ligger.
Vi bad om et andet bord, forklarede at vi endelig var ude uden børn, så vi meget gerne ville sidde et andet sted end i legehjørnet, tjeneren vred sig, det var svært at finde en fredag aften og en mor til en lille dreng bag os sagde med høj stemme "Du LARMER da ikke, vel?" Og det gjorde lille "Hugo" muligvis ikke - lille Hugo væltede dog på det tidspunkt rundt i restauranten på en gyngehest, så.....Og nu var det jo heller ikke bare Hugo der var den potentielle larme-faktor, men også de andre Hugo'er, som efterhånden ville finde ind til legetøjet.
Heldigvis fik vi et andet bord, med smil og uden problemer og Hugos mor, hun var garanteret sur på os, men vi fik en dejlig og rolig aften, hvor vi kunne kigge hinanden dybt i øjnene.